67-åRIG AKTIVIST ER ANHOLDT I HONGKONG På åRSDAG FOR MASSAKRE

Hongkongs politi har søndag anholdt en fremtrædende demokratiforkæmper på årsdagen for massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989.

Det oplyser journalister på stedet fra nyhedsbureauet AFP.

Det er den 67-årige Alexandra Wong - ofte omtalt som "Bedstemor Wong" - der sammen med fem andre angiveligt er blevet anholdt.

Wong holdt blomster i hånden i et af Hongkongs shoppingområder, hvor man i årevis har mindet ofrene fra hændelserne på Den Himmelske Freds Plads.

Hun blev herfra eskorteret ind i en politivogn af myndighederne.

En anden kvinde, der også var blandt de anholdte, råbte "tænd lys! Sørg for 64!" med henvisning til datoen 4. juni.

I årevis har Hongkong været det eneste sted på kinesisk jord, hvor det har været muligt at markere massakren for 34 år siden.

Det blev dog forbudt i 2020 og kan i dag straffes med fængsel.

Massakren på Den Himmelske Freds Plads henviser til militærets brutale håndtering af demonstrationer i Beijing i 1989.

Hundredtusindvis af studerende var dengang samlet på Den Himmelske Freds Plads i protest mod det kommunistiske styre i Kina.

Der er usikkerhed om, hvor mange demonstranter der blev dræbt. Estimaterne svinger mellem nogle hundrede til flere tusinde.

Hongkongs politi anholdt lørdag også en række personer i forbindelse med markeringen af massakren i 1989. Fire af dem anklages for "at ville tilskynde til oprør og uregerlig opførsel". De risikerer to års fængsel.

Hongkong blev overdraget til Kina i 1997 fra Storbritannien. Aftalen kræver, at den tidligere britiske koloni har en høj grad af selvstyre fra Kina.

Kina har de seneste år dog øget sin indflydelse i Hongkong markant.

Blandt andet bruges en ny sikkerhedslov ifølge demokratiaktivister og flere vestlige regeringer til at lukke munden på Kina-kritiske hongkongere.

/ritzau/AFP

2023-06-04T10:18:04Z dg43tfdfdgfd